Dagbog torsdag – koloni 2019

Torsdag d. 27. juni 2019

 

Så blev det den allersidste dag på kolonien 2019!!

Det var lidt svært for nogle at komme ud af sengen, men det er der heller ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget vi har oplevet de sidste dage.

Som afslutning på kolonien stod den, traditionen tro på en udflugt til Legejunglen i Slagelse, hvor de sidste kræfter skulle bruges på at rutsje, klatre og være sammen med sine venner.

Inden afgang til Legejunglen skulle alt vores grej pakkes sammen, så det var klar til, når alle børn blev hentet.

Der blev ikke gjort så stort indhug i morgenmaden denne sidste morgen, men når man tænker på hvor meget mad, slik, sodavand, kage og is vi har spist de sidste dage så kan man godt forstå det!

Busserne blev atter engang pakket og så var det afgang til legejunglen, og vi må sige at børnene endnu engang imponerede os med deres eksemplariske opførsel. De var søde og hjalp hinanden og alle blev inddraget i legene.
Denne sidste dag skulle vi have spist det sidste slik og drukket det sidste sodavand…. men vi var også i ret god træning 🙂

Efter at have været i legejunglen i mange timer, gik turen atter tilbage til Krummeluren, hvor der stod en del forventningsfulde forældre og ventede på at få deres skønne unger hjem igen.

 

Her på falderebet vil vi sige tusinde tak for lån af jeres skønne børn. Det har været nogle fantastiske dage, og selvom vi voksne er trætte, så er vi taknemmelige for at have fået lov til at tilbringe kolonien sammen med jeres børn.

Der er blevet grinet en masse, og selvom det ikke er blevet til så meget søvn, så gør vi det gerne igen til næste år 🙂

 

Hav en rigtig dejlig sommer.